Vores arbejde i børne- og ungepsykiatrien

Børn med psykiske sygdomme kan opleve, at leg og umiddelbarhed bliver skubbet i baggrunden af alvor, ubehagelige oplevelser og svære følelser. De kan have brug for at blive mødt og anerkendt som dem, de er i den særlige situation, de befinder sig i.

Derfor besøger Danske Hospitalsklovne børn og unge, der er indlagt i børne- og ungepsykiatrien og indenfor specialområdet. Her styrker vi børnenes livsglæde og livsmod – ligesom på de somatiske børneafdelinger.

Indsatsen startede op i 2016 og er sidenhen vokset markant, da erfaringer viser, at hospitalsklovnenes tilstedeværelse, i tæt samarbejde med fagpersonalet på afdelingerne, har en positiv virkning for de børn og unge, vi besøger. 

Tæt samarbejde med personalet

Det er i tæt samarbejde med fagpersonalet, at hospitalsklovnene tilbyder deres hjælp, hvor det passer ind i behandlingen. De kan være barnets legekammerat og skabe en positiv oplevelse. De kan være brobyggere mellem børn, familier og personale og understøtte samarbejdet om behandlingen. Hospitalsklovnenes særlige relation til barnet skaber nye muligheder for interaktion for både børn, unge og personale:

-  Gennem leg med hospitalsklovnene får børnene en pause fra den vanlige dagligdag, og der åbnes for foranderlighed og nysgerrighed. Vi oplever blandt andet, at hospitalsklovnene bidrager til at skabe nye fællesskaber blandt børnene, der kan have udfordringer med det sociale, fortæller Mette Juul Rasmussen, der er afdelingssygeplejerske på Roskilde børnepsykiatriske døgnafsnit.

En evaluering af arbejdet i børnepsykiatrien viser, at hospitalsklovnenes besøg har en meget positiv indvirkning på de indlagte børn. Det er især det faglige samarbejde mellem personale og hospitalsklovne, der skaber et unikt rum for at udvikle børnene:

- De fleste børn, der opholder sig på et psykiatrisk afsnit, har behov for faste rammer, og derfor forsøger vi at holde fast i en meget struktureret hverdag. Men når klovnene kommer på besøg, bliver det hele meget mere ustruktureret og legende, og der opstår et ´fælles tredje´, hvor børnene udvikler sig og viser nye sider af sig selv, fortæller Mette Juul Rasmussen. Hun tilføjer, at observationer i forskellige situationer af de indlagte børn er blevet en vigtig del af udredningen og behandlingen og at de særlige situationer, som klovnene skaber, giver personalet mulighed for nye og supplerende observationer af børnene.

Uddannede hospitalsklovne

Vores indsats i børne- og ungepsykiatrien indebærer, at vi løbende efteruddanner vores hospitalsklovnene. Efteruddannelsen er en faglig og artistisk uddannelse som klæder klovnene på til at forstå kontaktudfordringer med børn og sætter fokus på, hvordan det artistiske kan supplere fagpersonalets terapeutiske behandlinger.

-  Hospitalsklovnene kommer med en meget bevidst kaotisk og ustruktureret metode, som fagpersonalet kan bruge i deres strukturerede arbejdsmetoder. På den måde kan vi sammen rykke nogle grænser for børnene, motivere dem eller bidrage til en forandring for dem, fortæller Ewan Mackinnon, artistisk leder i Danske Hospitalsklovne, og påpeger at fagpersonalet og hospitalsklovnene arbejder tæt sammen i børnepsykiatrien.

I dag besøger vi 26 steder rundt om i hele landet. Både børne- og ungdomspsykiatriske afsnit, specialskoler, aflastningsinstitutioner og bosteder. 

Det er vores ambition at nå ud til endnu flere børn og unge med psykiske udfordringer, og vi planlægger derfor at udvide med nye besøgssteder de kommende år.

  • 30 af vores 61 hospitalsklovne arbejder i børne- og ungepsykiatrien/ specialområdet

 

  • Målgruppen for besøgene er børn og unge i alderen 0-18 år

 

  • Alle vores hospitalsklovne har en 1,5-årig uddannelse og bliver løbende efteruddannede, så de er særligt rustet til at kunne hjælpe og skabe relationer til børn og unge med psykiske udfordringer

 

  • Vi afholder årligt en psykiatrikonference, hvor vi inviterer alle vores besøgssteder til at erfaringsudveksle og hente ny inspiration, så vi styrker og udvikler samarbejdet mellem fagpersonale og hospitalsklovne

 

  • I 2019 blev effekten af hospitalsklovnenes arbejde i psykiatrien evaluereret af Socialudviklingscenter SUS. Se det flotte resultat her

 

  • Siden 2016 har klovnebesøgene i børne- og ungepsykiatrien været støttet af Det Obelske Familiefond og midler fra Sundhedsministeriet. I 2020-2022 er indsatsen også på Finansloven. Indenfor specialområdet (specialskoler og aflastningsinstitutioner) har Krusøe-Bach Fonden støttet indsatsen siden 2018

Alle billeder er modelfotos. Fotograf: Morten Larsen. 



3 gode grunde til at støtte allerede i dag

  1. Vi når halvdelen af alle indlagte børn.
  2. Hjælp os med at nå flere.
  3. Spred glæde blandt sygdomsramte børn i hele landet.