Det gør vi

Støtter indlagte børn og deres familier

- En tryg hånd at holde i, når livet på hospitalet gør ondt.

Danske Hospitalsklovne arbejder for at styrke indlagte børns livsglæde og livsmod, så de bedre kan stå sygdomsforløbet igennem. Vi møder og anerkender barnet der, hvor det er. I angsten, i glæden, i kedsomheden. 

Når vi træder ind i et rum, ser vi de mennesker, der er – børn, pårørende og personale – og reagerer på den konkrete stemning. Måske er der brug for at omdanne hospitalsstuen til et rum fuld af leg og magi. Måske er der brug for hjælp til at gennemføre en undersøgelse. Eller måske er der brug for, at vi sætter ord og krop på barnets smerte.

Hospitalsklovnen deler sin styrke med barnet og giver, hvad der er behov for. For mange børn kan klovnen blive en tryg hånd at holde i, når livet på hospitalet gør ondt. Og et anker at vende tilbage til.

Vi har en kuffert fuld af faglighed

Gennem århundreder har klovnefiguren været kendt som én, der kunne vende rollerne på hovedet og ændre stemningen i en given situation. Derfor er figuren så effektfuld i vores arbejde med børnene.

Danske Hospitalsklovne er ikke frivillige, men professionelt uddannede og lønnede. Det giver tryghed for både barn, forældre og hospitalspersonale. Vi har vores egen skræddersyede hospitalsklovneuddannelse, som er internationalt anerkendt og tager 1 ½ år at gennemføre. Klovnene bliver undervist i en bred vifte af kunstneriske værktøjer kombineret med træning i bl.a. relationsopbygning, neuropsykologi og samarbejde med personalet. På uddannelsen og i efteruddannelsesprogrammet udforsker vi hele tiden nye metoder til at støtte og bedre forstå mødet mellem klovnen og barnet. Vi er 61 hospitalsklovne, og pt. er 12 klovnelærlinge under uddannelse.

Vi har et stærkt samarbejde med hospitalspersonalet og kan indtage flere roller

Vi tilpasser vores tilstedeværelse efter de enkelte behandlingssteders behov. Nogle steder kommer klovnene dagligt, andre steder ugentligt. Men vi tilstræber kontinuitet og fastholder relationen til de børn, der er på afdelingen i længere tid.

I tæt samarbejde med personalet tilbyder vi vores hjælp i forskellige roller, hvor det passer ind i behandlingen. Vi kan være barnets legekammerat og skabe en positiv oplevelse. Vi kan være brobygger mellem børn, familier og personale og understøtte samarbejdet om behandlingen. Andre gange er vores vigtigste rolle blot at være til stede som barnets vidne i en svær situation.

Vi vil være der for alle indlagte børn 

I dag når vi at besøge omtrent halvdelen af de ca. 75.000 børn, der hvert år bliver indlagt i Danmark. Derudover har vi siden 2016 også arbejdet på flere af landets børne- og ungdomspsykiatriske afdelinger, og i 2018 har vi indgået samarbejder med bosteder med børn med svær autisme.

Vi vil være der for alle indlagte børn uanset deres diagnose. Og vi er ikke i mål. Som velgørende forening er Danske Hospitalsklovne afhængige af bidrag fra privatpersoner, virksomheder og fonde for at kunne besøge børnene og udvide vores indsatsområder.

Med din støtte kan vi styrke livsglæden og livsmodet hos endnu flere sygdomsramte børn.



3 gode grunde til at støtte allerede i dag

  1. Vi når halvdelen af alle indlagte børn.
  2. Hjælp os med at nå flere.
  3. Spred glæde blandt sygdomsramte børn i hele landet.