Evaluering: Hospitalsklovne hjælper børn og unge i psykiatrien

Danske Hospitalsklovne hjælper og gør en positiv forskel for børn og unge, der er indlagt i børne- og ungdomspsykiatrien. Det viser en evaluering, foretaget af Socialt Udviklingscenter SUS.

I 2019 blev hospitalsklovnenes indsats evalueret af en ekstern evaluator. Og budskabet er klart. Fagpersonalet, der samarbejder med hospitalsklovnene, vurderer, at børn og unge i psykiatrien har stor glæde af klovnebesøgene.

Evalueringen viser nemlig, at fagpersonalet på de børne- og ungdomspsykiatriske afdelinger oplever hospitalsklovnene som en relevant faglighed, der understøtter det vigtige arbejde, psykiatrien gør for indlagte børn og unge. Det er særligt indenfor fem områder: Relationer, stemninger, behandling, selvforståelse/handlekraft, håb og drømme.

Det viser evalueringen

  • Behandling: Hospitalsklovnene kan bidrage til behandlingsarbejdet ved at give fagpersonalet mulighed for at observere børnene og de unge i samværet med klovnene. De kan også skabe små, ufarlige rum, hvor børnene kan øve sig i noget, de har brug for at overvinde eller lære.  
     
  • Relationer: Hospitalsklovnene kan bringe positive forstyrrelser ind i dagligdagen og åbne nye muligheder i relationerne mellem børn, og mellem børn og personalet på afdelingen.
     
  • Stemninger: Hospitalsklovnene møder børnene og de unges stemninger og følelser på nye måder og giver også svære følelser plads til at være der – og til at forandre sig.
     
  • Selvforståelse og handlekraft: Hospitalsklovnene kan understøtte børnene og de unges handlekraft og styrke deres tro på at være noget værd og at kunne noget.
     
  • Håb og drømme: Hospitalsklovnene hjælper børn og unge til at turde drømme og til at tro på fremtiden. Drømme og håb, der ellers er slukket for mange børn og unge. Hospitalsklovnene griber børnene og de unges drømme – også de urealistiske eller de ufærdige – og bruger deres fantasi til at give dem liv og luft under vingerne.   

 

Et tæt samarbejde

På Roskilde Børnepsykiatrisk Døgnafsnit, hvor afdelingssygeplejerske Mette Juul Rasmussen arbejder, har de haft hospitalsklovnebesøg de seneste år. Resultaterne fra evalueringen stemmer godt overens med afdelingssygeplejerskens oplevelse af hospitalsklovnene på afdelingen:

- Gennem leg med hospitalsklovnene får børnene en pause fra den vanlige dagligdag, og der åbnes for foranderlighed og nysgerrighed. Vi oplever blandt andet, at hospitalsklovnene bidrager til at skabe nye fællesskaber blandt børnene, der kan have udfordringer med det sociale, fortæller hun.

Mette Juul Rasmussen tilføjer, at observationer af de indlagte børn er blevet en vigtig del af udredningen og behandlingen, og at de særlige situationer, som klovnene skaber, giver personalet mulighed for nye og supplerende observationer af børnene.

Evalueringen viser netop, at det tætte og tillidsfulde samarbejde mellem personale og hospitalsklovne er vigtigt for at opnå de bedste resultater for børn og unge, der møder hospitalsklovnene i psykiatrien.
 

Foto: Klik for at forstørre billedet

Evalueringen er foretaget af Socialt Udviklingscenter SUS i 2019. Syv ud af de otte børne- og ungdomspsykiatriske afdelinger, som Danske Hospitalsklovne i 2019 har haft et længerevarende samarbejde med, har deltaget i evalueringen. 53 medarbejdere fra seks forskellige afdelinger har besvaret spørgeskemaet. Svarkategorierne i spørgeskemaet har været følgende: ´Hver gang´, ´Næsten hver gang´, ´En gang imellem´, ´Sjældent´ og ´Aldrig´. Procentsatserne i ovenstående faktaark dækker over kategorierne: ´Hver gang´, ´Næsten hver gang´ og ´En gang imellem´.

Udover spørgeskemet er det blevet indsamlet 30 forandringsfortællinger og gennemført observationsbesøg og interview på tre afdelinger. Derudover er der indsamlet 10 fortællinger om implementeringen af samarbejdet mellem afdelinger og hospitalsklovne.


 

 

Vil du vide mere om evalueringen?

Her kan du se en film om evalueringen

 

 



3 gode grunde til at støtte allerede i dag

  1. Vi når halvdelen af alle indlagte børn.
  2. Hjælp os med at nå flere.
  3. Spred glæde blandt sygdomsramte børn i hele landet.