Om hospitalsklovne-uddannelsen

Mød hold 11. De startede på uddannelsen til hospitalsklovn i 2022. Når de er færdiguddannede i 2023, er vi i alt 73 hospitalsklovne.

Vores hospitalsklovneuddannelse tager halvandet år og er bygget op som en mesterlæreruddannelse med modulophold, workshops og praktik på hospitaler og institutioner. Uddannelsesforløbet så for Hold 11 sådan ud:

  • 36 undervisningsdage, fordelt på: 1 velkomstmøde. 27 dages træning fordelt på seks modulophold bestående af 3-5 dages sammenhængende undervisningsdage. Herunder 4 MU-dage (træningsdage for både lærlinge og deres mestre forud for de to praktikperioder). 8 U-dage (enkeltstående uddannelsesdage)
  • 68 praktikdage (honoreret)
  • Individuel supervision
  • Løbende evalueringssamtaler
  • 4 coachingbesøg
  • 6 teammøder med gruppesupervision
  • 4 efteruddannelseskurser med gruppen af de erfarne hospitalsklovne
  • Deltagelse i eksterne events for foreningen, f.eks. foredrag, klovneløb m.m.

 

En solid grundtræning og en mesterlæreuddannelse

Lærlingenes grundtræning består af seks uddannelsesmoduler, og pensum spænder bredt. Der undervises i alt fra artistiske værktøjer, demens, online klovneri og udviklingspsykologi, til dagligdagen og arbejdsgangen på et hospital. Underviserne er nøje udvalgte og kommer fra hele verden. Under uddannelsen modtager hospitalsklovnelærlingene desuden coaching og deltager i efteruddannelse, gruppesupervision og regionsmøder med alle de erfarne hospitalsklovne. Under hele uddannelsen har hospitalsklovnelærlingen en mester, som har til opgave at støtte og guide lærlingen – særligt under de to praktikforløb. En del af undervisningen indeholder særlige øvelser mellem lærling og mester, for at skabe et trygt og solidt samarbejde.

Når nye lærlinge rekrutteres

Når vi rekrutterer nye hospitalsklovnelærlinge ser vi ofte efter modne personer med et komisk eller artistisk talent, som åbenhjertet og frit kan møde andre mennesker. Som hospitalsklovn ved man nemlig aldrig, hvilken følelse barnet på hospitalet sidder inde med. Derfor har vi brug for folk, som er dygtige til at observere og sanse stemninger i sig selv og hos andre. Nye lærlinge skal være dygtige til at improvisere og elske at lege, men skal – hvad enten de er 20 eller 65 år – også kunne give sig hen til at lade udviklingsprocessen virke. Det kræver en stor spand tålmodighed og modenhed at finde sin autentiske hospitalsklovn. 

Se en af tidligere rekrutteringsfilm eller film om uddannelsen her

Kommunikation i børnehøjde

Herunder finder du tre små film, som hver især fortæller en historie om et barn eller deres families møde med hospitalsklovnene. I filmene reflekteres over hospitalsklovnens handlinger og vi prøver at sætte ord på alt det usagte i mødet mellem mennesker. Hver film har sit særlige fokus på, hvordan vi kommunikerer som hospitalsklovne, og fortæller samtidig noget helt alment om kommunikation i børnehøjde. 

"Dansen med rummet" med Karina Krægpøth Hagge, hospitalsklovnen Veranda. Produceret af Anne Isbak. 

 

"Inviter dig selv med" med Lykke Scheuer, hospitalsklovnen Baglæns. Produceret af Anne Isbak. 

”Fornemmelse, forstørrelse og forvandling” med Stephanie Kragh Dedieu, hospitalsklovnen Flip. Produceret af Anne Isbak. 

Fik du ikke svar på det, du søgte?

Læs mere under Ofte stillede spørgsmål. Du finder siden ude i venstre kolonne. 

Til dig der er interesseret i at blive hospitalsklovn, kan vi glædeligt fortælle, at vi forventer at åbne for nye ansøgninger i efteråret 2023. Hold dig opdateret på siden her eller tilmeld dig vores nyhedsbrev.



3 gode grunde til at støtte allerede i dag

  1. Vi når halvdelen af alle indlagte børn.
  2. Hjælp os med at nå flere.
  3. Spred glæde blandt sygdomsramte børn i hele landet.