Studiegruppe og kendisser samler ind til indlagte børn

13/11/2020 - 15:40

Hanna, Thilde, Lucca, Mads og Søren fik på deres studie til opgave at samle penge ind til et godt formål. Med hjælp fra bl.a. tv- og radiovært Thomas Skov og kokken Gorm Wisweh lykkedes det studiegruppen at samle 28.512 kr. ind til Danske Hospitalsklovnes arbejde for indlagte børn.

Opgaven lød: I har tre uger til at skaffe penge til et velgørende formål. Og her har I 20 hvide t-shirts.

Hanna, Thilde, Lucca, Mads og Søren studerer alle fem på KEA Københavns Erhvervsakademi og går på linjen entreprenørskab og design.

Valget faldt hurtigt på Danske Hospitalsklovne, da studiegruppen ønskede, at indsamlingen skulle gå til børn, der har brug for en hjælpende hånd.

- Vi snakkede om, at denne coronatid må være en ekstra hård tid at være indlagt i med særlige restriktioner og stor usikkerhed. Og så syntes vi bare, at Danske Hospitalsklovne gør sådan et fint stykke arbejde for disse indlagte børn, fortæller Lucca.

- Vi fik en masse børnehavebørn til at tegne på de 20 hvide t-shirts ud fra sætningen: Hvad gør dig glad? Det skulle skabe en kobling til Danske Hospitalsklovnes arbejde, som jo går ud på at sprede smil og livsglæde for indlagte børn, forklarer Lucca.

Kendishjælp og cookies
Det tog hurtigt fart for de fem studerende, som kontaktede særligt udvalgte danskere, som de tænkte, ville syntes, at projektet var fedt.

TV- og radiovært Thomas Skov og kokken Gorm Wisweh hoppede ombord og brugte deres Intagram-profiler til at sprede budskabet om indsamlingen iklædt de hvide t-shirts dekoreret af børnetegninger:

Også Sokkelund Cafe & Brasserie og KolleKolle Konferencehotel bakkede op med henholdsvis gavekort til en Instagramkonkurrence og 300 cookies.

Studiegruppen brugte en hel dag ved Torvehallerne i København, hvor de solgte cookies.

- Her kunne vi selv mærke, hvor mange mennesker der har en relation til hospitalsklovnene. En kvinde havde mødt dem til sin fødsel, og flere forældre med børn havde mødt dem på sygehusene, fortæller Lucca.

Indsamlingen endte på i alt 28.512 kr. som alle går til Danske Hospitalsklovnes arbejde for indlagte børn. Studiegruppen var dem på årgangen, der formålede at samle allerflest penge ind til et godt formål.

- Vi havde slet ikke forventet, at indsamlingen ville gå så godt. Projektet tog bare fart, og alt gik som planlagt. Så det er super fedt, afslutter Søren.



3 gode grunde til at støtte allerede i dag

  1. Vi når halvdelen af alle indlagte børn.
  2. Hjælp os med at nå flere.
  3. Spred glæde blandt sygdomsramte børn i hele landet.