En særlig begivenhed gjorde, at Sine Pedersen ville være hospitalsklovn
Da Sine Pedersen var 10 år gammel, blev hun fortryllet ved et fødselsdagsselskab og fandt ud af, at hun en dag ville være hospitalsklovn. Nu er hun 29 år og blev i 2021 færdiguddannet som hospitalsklovnen Sinus.
Det hele begyndte ved et fødselsdagsselskab hos Sine Pedersens gudfar, da hun var 10 år gammel. Da hun satte sig til bords, anede hun ikke, at der var noget, der hed hospitalsklovn.
En af gæsterne var Birgit Bang Mogensen*, og hun kom til at sætte et afgørende aftryk på Sines fremtidsplaner. Midt under den hyggelige sammenkomst, rejste Birgit sig pludselig og fortalte, at hun blev nødt til at gå. Men der gik ikke længe, så kom Birgit tilbage igen – denne gang som hospitalsklovnen Gunil.
- Da jeg så Gunil komme ind, tabte jeg kæben, jeg blev så betaget af den energi, det var så spændende og givende, fortæller Sine Pedersen.
Fra den dag vidste Sine, hvad hun ville være, og da hun var 18 år, begyndte hun for alvor at dykke ned i hospitalsklovnenes verden. Hun tog kurser og gik på workshops og var i det hele taget meget fascineret af andre hospitalsklovne, blandt andre Petunia og Angus.
Sine Pedersen er fra Aalborg. I 2021 blev Sine Pedersen udlært som hospitalsklovnen Sinus.
Sinus vil sprede glæde
Nu er det 19 år siden, de første tanker om at blive hospitalsklovn blev plantet hos Sine. I mellemtiden har hun blandt andet spillet en masse musik og teater, gået på natur- og håndværkshøjskole i Norge og rejst en hel masse. Nu er hun vendt tilbage til fødebyen Aalborg, hvor hun for nylig er blevet udlært som hospitalsklovn. Hospitalsklovnen Sinus.
Som hospitalsklovnen Sinus nyder hun at gøre en forskel for børn og voksne på Aalborg Universitetshospital, og hun kan lide at komme i kontakt med børn og deres forældre på flere forskellige måder.
- Jeg mødte engang en pige der var blind, og selvom hun ikke kunne se mig, blev det alligevel et helt fantastisk møde. Min makker og jeg skabte en lydkulisse, som indeholdt alle mulige stemninger, glæde, spænding, drama, forløsning og ro. Denne ’usynlige’ verden føltes meget virkelig, og da vi gik, sagde pigens mor, at hun kunne se, at pigen var meget glad, fortæller Sinus.
Og Sinus har en overordnet mission, når hun kommer på besøg på hospitalet.
- Jeg vil sprede glæde på hospitalet. Hos syge børn, rengøringspersonalet, sygeplejersken og overlægen. Hospitalet kan være et lidt skræmmende og alvorligt sted, men jeg vil være med til at putte flere farver ind i hverdagen og inspirere nogle til at tage en sjov hat og en klovnenæse på en gang imellem, fortæller hun.
Tre hurtige til Sine:
Hvorfor valgte du navnet Sinus?
Jeg ville gerne have et klovnenavn, som lå tæt op ad mit eget navn, Sine, for på den måde at symbolisere det symbiotiske forhold, jeg mener der er mellem klovnen og mennesket bag næsen. Og så var jeg interesseret i et navn, som var lidt kønsneutralt, for på den måde at kunne bevæge mig frit på kønsspektrummet som klovn.
Hvad er Sinus god til, som du ikke er så god til?
Sinus har en ukuelig tiltro til sin egen eksistensberettigelse og tillid til egne evner, som jeg nogle gange ville ønske, at jeg havde. Sinus tror med andre ord på sig selv.
Hvad er det bedste ved at arbejde som hospitalsklovn?
At være til glæde for andre og være en del af noget, som er større end én selv.
* Birgit Bang Mogensen (hospitalsklovnen Gunil) bliver den første hospitalsklovn på Århus Universitetshospital, Skejby og pilotprojektet viser sig at blive en kæmpe succes. DR bringer i den forbindelse dokumentaren "Klovnen kommer", der giver indsigt i opstarten med hospitalsklovnen på Universitetshospitalet, Skejbys børneafdeling.
Dokumentarfilmen viser, hvordan hospitalsklovnen får betydning for de indlagte børn, deres familier og på fagpersonalets arbejdsmetoder. Samme år, 2001, bliver Ewan Mackinnon (hospitalsklovnen Angus) ligeledes tilknyttet Skejby Sygehus.
3 gode grunde til at støtte allerede i dag
- Vi når halvdelen af alle indlagte børn.
- Hjælp os med at nå flere.
- Spred glæde blandt sygdomsramte børn i hele landet.