Håndboldpiger støtter hospitalsklovnene og tjener penge til udlandstur

For fjerde år i træk går børn og unge i disse dage på gaden for at sælge Til og Fra-julekort for Danske Hospitalsklovne og tilmed tjene penge til klub -eller klassekassen. En af de sportsklubber, der sælger i år, er Rødovre Håndbold U17 piger.

- Pigerne skal til en håndboldturnering i udlandet, og vi ønsker, at alle uanset økonomi skal have mulighed for at komme med. Samtidig støtter pigerne et godt formål og lærer også af det, fortæller Michael Nygaard, initiativtager og far til en af pigerne på håndboldholdet.

Alle pigerne har fået udleveret røde klovnenæser, som de kan få smilet frem med, når de sælger Til og Fra-julekortene.

- Udover at tjene penge og støtte den gode sag kan motivationen for at sælge vores lotteri også være mere personlig. Det kan være børn og unge, der selv har – eller kender nogen der har – oplevet hospitalsklovnene og derfor ved, hvor stor en forskel de kan gøre, fortæller Kenneth Øhrberg Krag, direktør i Danske Hospitalsklovne.

Sidste år solgte ca. 14.000 børn og unge på landsplan julelotteriet. Lotteriet består af Til og Fra-julekort med skrabelod, som kan pynte på julegaverne og sprede ekstra glæde juleaften. Man kan nemlig skrabe sig til gavekort på rejser, bøger, spil og skønhedsprodukter. Til og Fra-julekortene fås i pakker med 5 stk. for 50 kr., og skoleklasser og foreninger kan tjene op til 23 kr. pr. solgt pakke.

Vil din forening eller skoleklasse også sælge vores Til og Fra-julekort og tjene penge? 

 



3 gode grunde til at støtte allerede i dag

  1. Vi når halvdelen af alle indlagte børn.
  2. Hjælp os med at nå flere.
  3. Spred glæde blandt sygdomsramte børn i hele landet.