Hospitalsklovnen Tut: Det er ungerne, mit hjerte brænder for

- Det bedste ved at være hospitalsklovn er alle de små venskaber, man får hver eneste dag. Både med børn, søskende og forældre, fortæller Gitte Brønager Jørgensen, der også er kendt som hospitalsklovnen Tut.

Gitte er uddannet pædagog og børnene har altid stået hendes hjerte nær. Men efter en årrække som souschef i en børnehave blev de administrative opgaver for mange og savnet til børnene for stort. Derfor valgte hun for 15 år siden at uddanne sig til hospitalsklovn.

- Jeg savnede at bruge alt det skøre, der altid har været en del af mig. Den tid jeg har med ungerne nu, den bestemmer jeg selv. Det er som en drøm, der er gået i opfyldelse, fortæller Gitte.

Gensyn med sygehuset

Det lå dog ikke lige til højrebenet for Gitte at søge om optagelse på hospitalsklovneuddannelsen. Hun har nemlig selv brugt mange timer på sygehuset som både patient og pårørende.

- Der gik faktisk et stykke tid før jeg søgte ind på uddannelsen, for sygehuset og jeg er ikke så gode venner. Så det skulle jeg lige over, fortæller Gitte.

Gitte er vokset op med en handicappet lillesøster og blev i 2015 selv syg af kræft. Det betyder også, at hendes familie altid har brugt humor til at komme igennem de hårde tider. Og det er noget, Gitte har taget med sig i sit arbejde som hospitalsklovn. Kræftforløbet gav hende tid til at mærke efter, og hun besluttede derfor, at hun efter sin sygdom ville stoppe som pædagog for i stedet at bruge alt sin energi på hospitalerne - og det viste sig at være den helt rigtige beslutning for hende.

- Nu er det kun klovnerierne, jeg laver. Det er virkelig rart, at jeg ikke behøver at bruge energi på noget som helst andet end at være klovn. Det kunne jeg først rigtigt mærke, da jeg kom tilbage efter min sygdom. Nu skal jeg kun fokusere på at være der for ungerne, og det føltes helt rigtigt, fortæller hun.

Det er ikke bare et job

Da Gitte søgte ind på uddannelsen, havde hun ikke forventet, at jobbet som hospitalsklovnen Tut ville få så stor betydning, som det har i dag.

- Jeg havde nok en ide om, at jeg ville gå ind, gøre mit job og gå ud igen. Men sådan er det slet ikke. Jobbet har virkelig udviklet sig og uanset hvad, så går det ind under huden på én. Det kan både være oplevelserne med de indlagte børn, men også med forældre eller søskende, der har brug for en snak, fortæller hun.

En oplevelse, der står særligt klart for hende var, da hun for nogle år siden besøgte en dreng, der dagligt skulle have skiftet forbindinger på sine ben. Drengen var bange og havde store smerter, men da Tut og hendes klovnemakker satte gang i en fest på stuen, lyste han op.

- Dagen efter havde drengen spurgt, om vi kunne komme igen, og det gjorde vi så. Da han får at vide, at vi kommer, udbryder han ”wow hvor jeg glæder mig til at få skiftet forbinding”. Det er noget, der sidder dybt i mig, at han kunne forbinde noget, der ellers var så ubehageligt og smertefuldt med noget godt, fordi vi var der med ham. Efter sådan en oplevelse, så flyver man, og sådan nogle dage har jeg mange af, siger Gitte.

I dag er Gitte blandt andet på kræftafdelingen på Aalborg Universitetshospital.

- Jeg er meget ydmyg over at have det her job, hvor jeg kan være med til at gøre en så vigtig forskel for indlagte børn. Jeg føler mig meget meget heldig, for jeg giver ikke kun – jeg får også rigtig meget igen, fortæller hun.