Hospitalsklovnen Ziggi: Vi skaber lommer af frihed og glæde

For Boaz Barkan er det at være hospitalsklovn næsten et helligt kald, og selvom det kan være hårdt, er det også ekstremt givende, når han blandt andet besøger børnepsykiatriske afdelinger som hospitalsklovnen Ziggi. 

Boaz Barkan begyndte på hospitalsklovne-uddannelsen for to år siden og blev færdiguddannet i februar. Han har været scenekunstner hele sit liv og arbejdet med dans og teater, og da han hørte om hospitalsklovneuddannelsen fra en god bekendt, blev han overbevist om, at det lige var noget for ham.

- Mit arbejde som scenekunstner er meget projektbaseret, og jeg var på udkig efter et stabilt deltidsjob, som kunne udfylde de huller, der er, når man arbejder på den måde, både tidsmæssigt og økonomisk, fortæller han.

Han havde længe været på udkig efter et job, uden han følte, at han fandt det rigtige, men så hørte han om, at han kunne uddanne sig til hospitalsklovn.

- Da jeg hørte om uddannelsen fra min veninde, var det som om, alt gik op i en højere enhed. Her var et arbejde, som både var spændende og udfordrende, og hvor jeg kunne bruge alle de evner, jeg har, og alt hvad jeg har lært som kunstner, siger han.

Ziggi blev færdiguddannet hospitalsklovn i februar, her ses han sammen med sit hold. Der er i dag 61 hospitalsklovne hos Danske Hospitalsklovne. 

Oplevelser der gør stort indtryk 
Boaz Barkans hospitalsklovne-navn er Ziggi, og når Ziggi tager over, er der ikke altid en voksen til stede, og det er en kæmpe fordel som hospitalsklovn, mener han.

Han arbejder på flere børnepsykiatriske afdelinger og især én historie presser sig på, når han fortæller om sit arbejde. Det var, da han mødte en pige på omkring 10 år, der stort set ikke kunne gå ved egen hjælp.

- Jeg så pigen i den anden ende af en sal, og hun gik mellem to barrer og forsøgte at gå. På gulvet var der en farvet streg og uden at tænke nøjere over det, begyndte jeg at gå langs stregen, men meget dårligt. Jeg råbte “Åh nej, jeg kan ikke gå!” og da pigen så mig, slap hun barrerne og sprang mig i møde og havde absolut ingen problemer med at holde balancen eller stå på sine fødder. Hun instruerede mig i, hvordan jeg skulle gå, og hun fik guidet mig sikkert hen til barrerne, fortæller Boaz Barkan.

Pigen havde en funktionel lidelse, som kan være udløst af et traume, og oplevelsen gjorde et stort indtryk på Boaz Barkan.

- Ugen efter kunne hun pludselig gå igen, da hun skulle fortælle om oplevelsen, og der gik det for alvor op for mig, hvad det er, vi som klovne kan, siger han.

Små lommer af frihed og glæde
Noget af det hospitalsklovnene kan er at skabe små lommer af frihed og glæde i den hverdag, der er meget skemalagt og give børnene et frirum.  

- Når Ziggi pludselig kommer stavrende på gummiben hen imod pigen, opfanger hun instinktivt, at jeg kommer til hende uden en dagsorden, og det skaber et frirum, som for hendes vedkommende gjorde, at hendes funktionsnedsættelse blev visket helt ud. Det er da rørende, siger han.

Boaz Barkan synes, at hans arbejde er ekstremt givende, men det kan også være hårdt sommetider. 

- I psykiatrien er jeg nødt til at være meget påpasselig med at læse børnenes signaler og hele tiden føle mig frem i forhold til, hvad der er ok og ikke overskride deres grænser. Børn på somatiske afdelinger er meget nemme at læse i forhold til, hvad de gider, og hvad de synes er sjovt, og de siger fra med det samme, hvis de ikke er med på legen eller bare gerne vil være i fred. Der er nogle andre spilleregler i psykiatrien, og efter en arbejdsdag er jeg helt ør i hovedet, fordi jeg har brugt alle mine sanser. Ofte ved jeg ikke, hvilken dag det er, eller hvad jeg skal, når jeg har fri, men jeg har altid en fornemmelse af, at det at være hospitalsklovn næsten er et helligt arbejde, siger han.