Hospitalsklovnen går hånd i hånd med personalet på børnehospice

På børnehospicet Lukashuset er personalets tværfaglige samarbejde afgørende for at kunne være der for børnene og deres familier. Hospitalsklovnen Ludo bidrager på flere planer og kan med sin særlige næse nå ind til børnene på sin helt egen måde.

I Hellerup ved København ligger Lukashuset – et af Danmarks to børnehospicer, der åbnede i 2015 som det første af sin slags herhjemme. I Lukashuset yder man lindring og aflastning til børn og unge med livsbegrænsende eller livstruende sygdom og deres familier. Ca. 80 procent af familierne har alvorligt syge børn og kommer for at blive aflastet i en periode, mens 20 procent bliver indlagt med børn, som afslutter livet på børnehospicet.

Plejen og den lindrende behandling i Lukashuset bliver varetaget af et tværfagligt team, der omfatter læger, sygeplejersker, en pædagog, en fysioterapeut, en psykolog, en socialrådgiver, en præst, en huskunstner og en gruppe engagerede frivillige. Dertil kommer hospitalsklovnen Ludo, som kommer i Lukashuset en gang om ugen.

’Ludo kan noget helt specielt’
Susan Mortensen, udviklingssygeplejerske i Lukashuset, fortæller, at hospitalsklovnen Ludo har en helt særlig rolle i forhold til børnene, som generelt er meget dårlige.

- Ludo kan kommunikere med børn, der fx ikke har noget sprog, ser dårligt, hører dårligt eller har andre udfordringer, og hun finder altid en vej ind til dem.

Susan nævner et eksempel, hvor Ludo satte sig ved siden af en dreng, som ikke havde lyst til noget, selvom moren havde forsøgt at foreslå forskellige ting. Ludo lod som om, hun ikke så ham og fandt noget frem fra sine lommer. Det gjorde drengen så nysgerrig, at han endte med at lave aktiviteter i fysioterapirummet med Ludo.

- Hun kunne nå ind til ham på en helt særlig måde. Jeg kan få helt kuldegysninger, både når jeg taler om det, men også når jeg ser det, for Ludo kan noget helt specielt. Hvis det bare var klovne, der lavede ballondyr og fis og ballade, så ville det ikke være et godt match. Det skal være en hospitalsklovn som Ludo, der har den faglighed, der skal til, siger Susan.

Et tæt samarbejde
På børnehospicet er der plads til leg og sjov, selvom det er på andre præmisser end med raske børn. Her indgår hospitalsklovnen Ludo som en værdifuld samarbejdspartner for det sundhedsfaglige personale og hjælper med at gøre de svære situationer lettere for det syge barn.   

- Ludo skal jo aldrig gøre noget, der er ubehageligt, men kun noget, der er rart og hyggeligt. Og det er vigtigt, at hun har den rolle. Så gør jeg det, der er ubehageligt, fx at lægge en sonde på et barn, og så er hun der for at aflede barnet, og på den måde går processen meget nemmere – ikke bare for mig, men også for barnet. Og det er det vigtigste af det hele, fortæller Susan.

Hospitalsklovnen Ludo arbejder også tæt sammen med socialpædagog i Lukashuset, Louise Rosenbæk Severinsen. Louises rolle er blandt andet at have fokus på hele familien.

- Mange af de familier, der kommer i Lukashuset, har i en længere periode været meget ind og ud af sygehuset, så familien har tit levet adskilt i mange måneder. Min opgave er blandt andet at bringe familien tættere sammen og skabe eller genskabe en god relation mellem det syge barn og dets eventuelle søskende.

Louise bruger også kunstterapi i arbejdet med børnene, der i Lukashusets kunstterapirum kan udtrykke sig gennem musik, dans og kreativitet som fx at male. Her er der plads til at udtrykke alle følelser.

Louise og Ludo arbejder tæt sammen både i forhold til det syge barn og eventuelle søskende.

- Ludo er børnenes bedste ven, og hun er også min bedste ven. Jeg ser os lidt som hinandens højre hånd, fordi vi i kontakten med barnet har øje for det samme – at spejle barnets kreative ideer og udfolde det til en spontan leg. Og det er tit uden ord eller nogen form for planlægning. Det er i vores tværfaglighed, at der opstår et helt unikt samarbejde, som skaber magiske stunder for vores børn og familier.

Den røde næses magi
Louise forklarer, at der ligesom bliver tilføjet noget ekstra til huset, når Ludo er der.

- Dét, den røde næse kan, vil jeg i det pædagogiske sprog beskrive sådan, at der bliver åbnet for et børneunivers midt i alvoren, hvor vi bare er i nuet og fuldstændig glemmer tid og sted, og hvor barnet føler at blive spejlet og tilmed kan spejle sig i Ludo, siger Louise.

De helt små børn lærer hurtigt at sige Ludo eller pege på et billede af hende i huset, og de større børn kan næsten ikke vente til gensynet med hende.

- Jeg oplever altid, at det er svært for vores børn, når Ludo tager afsted igen. ”Farvel, farvel og kys dig selv”, plejer hun at sige. Det kan lede til spørgsmål fra børnene som ”Kan man egentlig kysse sig selv?” eller ”Hvorfor er det mon kun Ludos næse, der kan lave en pive-lyd?”, mens de trykker løs på deres egen næse, afslutter Louise.

En gang om året holder Lukashuset Lukasdag, hvor alle familier, der har været indlagt, bliver inviteret - både dem, der har mistet deres børn, og dem, der er blevet udskrevet. Ludo deltager sammen med personalet, og mange familier dukker op igen og igen til et gensyn, hvor alle til sidst tænder et lys i haven og mindes.

Læs også om vores samarbejde med børnehospicet Strandbakkehuset på Djursland