Scanning af nyresyg datter satte skub i Annettes indsamlingsløb

1 km. = 1 kr. Opskriften på Annette Clemmensens indsamling er simpel og forbinder to af hendes hjertesager: løb og hospitalsklovne. Under coronakrisen opfordrer Annette til, at vi løber sammen hver for sig og donerer vores kilometer til Danske Hospitalsklovne. Og det er der en helt særlig årsag til…

Annette er en erfaren løbeentusiast og OCR-atlet (militært inspireret forhindringsløb), men coronakrisen sætter lige nu en stopper for løbsarrangementer over hele landet. Desværre også Danske Hospitalsklovnes Klovneløb i maj, som enten er udskudt eller aflyst.

Det fik Annette op af stolen, og i april kickstartede hun en virtuel løbeindsamling på sin Instagramprofil Runner_Mommy. Her opfordrer hun sine flere end 6.800 følgere til at være med:

- Det er super simpelt, og man kan gå, cykle eller løbe. Hvis du løber 71 km., så donerer du 71 kr., forklarer Annette på sin profil.

Annette har allerede passeret 200 km. for april måned, og hun har derfor besluttet at forlænge indsamlingen, så den fortsætter i maj.

Datters CT-scanning startede det hele
Det er ikke tilfældigt, at det er Danske Hospitalsklovne, som Annettes kilometer-penge går til.

Annette og datteren Mathilde på 5 år møder første gang hospitalsklovnene til en CT-scanning på Sydvestjysk Sygehus i Esbjerg.

Mathilde har en nyresygdom, og den allerførste scanning er forbundet med stor frygt og uvished for den 5-årige pige.

- Mathildes far var alene afsted med hende. Hun græd og skreg og var bange. De prøvede alt, men det lykkedes ikke. Han lagde sig også op på briksen og ville køre igennem med hende. Men hun ville bare ikke, fortæller Annette.

Scanningen er vigtig, da man skal undersøge, hvor mange nyresten Mathilde har. Overlægen ringer senere samme dag til Annette og foreslår fuld narkose, men det vil Annette meget nødig. Overlægen fortæller, at hospitalsklovnene også kunne være en mulighed at invitere med næste gang:

- Jeg siger selvfølgelig ja, men jeg har mine tvivl. Hvis ikke engang hendes egen far kan få hende til at føle det trygt, tænkte jeg: ”det sker bare ikke. God fornøjelse med det”, griner Annette og uddyber: Jeg har altid syntes, at hospitalsklovnene gør det godt, men dér havde jeg altså lidt betænkeligheder.

”Jeg tudede fra start til slut”
Familien får en ny tid og vender tilbage til sygehuset. Mathilde er igen utryg.

De to hospitalsklovne Fiola og Boing dukker op i venteværelset og giver sig i kast med at lege, snakke og drille Mathilde. Klovnene får også lov til at komme med ind til scanneren:

- Det er bare en helt anden oplevelse end den, vi har forberedt os på. Mathilde siger på et tidspunkt: ”mor, du kan godt gå”, fordi hun helst vil have, at klovnene tager over. Bum bum, så er det overstået. Klovnene bruger efterfølgende en halv time på at fortælle hende, hvor sej hun er. Jeg har normalt ikke let til tårer, men jeg tudede fra start til slut, fortæller Annette.

Mathilde er heldigvis ikke indlagt så ofte, men når hun er, ved personalet godt, hvem de skal ringe efter. Mor Annette har lavet en aftale med dem om, at hospitalsklovnene også kan komme med under blodprøvetagning fremover.

- For mig var den oplevelse ultravigtig. At hun ikke skal i fuld narkose hver gang, hun skal scannes. De skaber virkelig en tryg atmosfære at være i. Det er virkelig imponerende, afslutter Annette.

Vil du løbe med og donere dine kilometer i maj?



3 gode grunde til at støtte allerede i dag

  1. Vi når halvdelen af alle indlagte børn.
  2. Hjælp os med at nå flere.
  3. Spred glæde blandt sygdomsramte børn i hele landet.