Aflyste Klovneløb gav Mark ideen til et landsdækkende, virtuelt Klovneløb

Da Mark Laursen, stifter af løbefællesskabet Runners DK, hørte at stort set alle Klovneløb til fordel for Danske Hospitalsklovne i år er aflyst, tog han sagen i egen hånd. Han arrangerer nu et landsdækkende virtuelt Klovneløb, så hele Danmark alligevel kan komme ud at løbe og støtte hospitalsklovnene.  

- Det har rigtig stor betydning for børnene, at der kommer hospitalsklovne på børneafdelingerne. Så da jeg hørte om aflysningerne, gik i gang med at tænke i alternativer, så klovnene fortsat kunne få støtte som de plejer fra Klovneløbene, fortæller Mark.

Han fik sammen med sit løbefællesskab Runners DK idéen til et virtuelt Klovneløb, der afholdes i weekenden den 30.-31.maj 2020. Til det virtuelle Klovneløb kan alle være med, da der er ruter fra alt mellem 2 km. og et maraton. Det foregår i hele landet, men naturligvis hver for sig.

Løb for en hjertesag

Det er ikke nyt for Mark at engagere sig i Danske Hospitalsklovne. Tre gange tidligere har han arrangeret Klovneløb i Støvring med stor succes:

- Jeg har bare et hjerte for Klovneløb. Og fornyeligt blev jeg kun bekræftet i, at jeg måtte gøre noget for at indsamle flere penge til hospitalsklovnene, da min 11-årige søn fik konstateret sukkersyge og nu er tilknyttet hospitalet, fortæller han.

For Mark har løb i fællesskab været en stor del af hans hverdag siden 2015, hvor han startede løbefællesskabet Runners DK. Runners DK består i dag af hele 85 løbefællesskaber med i alt 20.000 seje løbere fordelt over hele landet. Det er gratis at være medlem, og konceptet er simpelt.

- Jeg er drevet af at få folk op af sofaen og ud at løbe sammen, fortæller Mark.

Det virtuelle Klovneløb skal også minde så meget som muligt om et almindeligt løb, som Runners DK er eksperter i at arrangere. Forskellen er bare, at deltagere til Klovneløbet løber hver for sig eller sammen som familie. Ruten udvælger deltagerne selv, og forinden vil de få tilsendt startnumre, medaljer og røde klovnenæser.

- Formålet med Klovneløbet er at samle så mange som muligt i alle aldre og på alle løbeniveauer. Og så at samle penge ind til Danske Hospitalsklovne, fortæller Mark.

Han håber bare på, at alle får en god løbsdag, hvad enten de er erfarne løbere eller på gåben med de mindste børn.  

Det koster 110 kr. at være med, og heraf går 70 kr. ubeskåret til Danske Hospitalsklovnes arbejde for indlagte børn.

I løbet af foråret og sommeren skulle der i år have været afholdt over 60 Klovneløb til fordelt for Danske Hospitalsklovne. De fleste Klovneløb er aflyst, og enkelte løb har rykket løbsdagen til efter sommer. Sidste år gav donationer fra Klovneløbene 1,5 mio.kr. til Danske Hospitalsklovnes arbejde for indlagte børn.



3 gode grunde til at støtte allerede i dag

  1. Vi når halvdelen af alle indlagte børn.
  2. Hjælp os med at nå flere.
  3. Spred glæde blandt sygdomsramte børn i hele landet.