Hospitalsklovnen Baglæns: Vi leder efter sprækkerne

De voksne vil måske genkende hende som barnepigen Frøken Malling fra “Badehotellet”, men for mange børn er hun hospitalsklovnen Baglæns. Lykke Scheuer har været hospitalsklovn i fem år, og selvom hun elsker sit arbejde, gik der lidt tid før hun tog mod til sig og kastede sig ud i karrieren som hospitalsklovn.

Lykke Scheuer er mor til to, og i første omgang gjorde tanken om at skulle være tæt på syge børn hende forstemt. Men så begyndte hun at læse om hospitalsklovnenes arbejde.

- Jeg fandt nogle undersøgelser af effekten på børnene, der var indlagt og undervejs havde kontakt med klovne. Jeg læste at børn, der har kontakt med hospitalsklovne under deres indlæggelse, generelt er indlagt i kortere tid, og at de føler mindre smerte undervejs, og så tænkte jeg, at så bliver det da ikke større, hvis jeg kunne bruge mine evner til dét, fortæller hun.

I  fem år har Lykke Scheuer været hospitalsklovnen Baglæns, her ses hun sammen med det hold, hun blev udlært med. Der er i dag 61 klovne hos Danske Hospitalsklovne.  

Oplevelsen blev vendt gennem leg
Det gik op for Lykke Scheuer, da hun påbegyndte uddannelsen som hospitalsklovn, at der er mange flere og dybere lag i arbejdet som hospitalsklovn, end hun umiddelbart havde troet.

- Jeg havde en oplevelse med en pige, som skulle have taget en blodprøve, og som var supersej til alt det indledende. Hendes mor er sygeplejerske, og de havde snakket meget om på forhånd, hvordan det ville være, og hun var helt med på, hvad der skulle foregå. Alligevel blev hun lidt nervøs, overrasket over at det gjorde ondt, da hun mærkede stikket, men moderen var lynhurtig til at få hende beroliget, og det hele gik egentlig virkelig fint.

Bagefter sad pigen og legede med Lykke Scheuers snørebånd, og hun kunne se, at hun efterlignede de bevægelser sygeplejersken havde lavet, da hun skulle tage blodprøven. 

- Jeg greb situationen lynhurtigt og fulgte hendes leg, så vi spejlvendte hendes blodprøvetagning, så det blev hende der skulle tage en blodprøve på mig. På den måde fik hun lov til at mestre sin egen situation retroperspektiv igennem leg og dermed vendt oplevelsen, så den kom ud af kroppen på hende med hende ved roret så at sige, fortæller hun.

 

Som vand i et glas med småsten
Som hospitalsklovn kan det være svært at beskrive sit arbejde overfor dem, der ikke kender til det, men Lykke Scheuer beskriver det som om, at hospitalsklovnen er vandet i et glas fyldt med småsten og sand.

- Vi kommer der, hvor der er brug for at fylde noget ud, så noget andet kan falde på plads, som hun udtrykker det. 

- I foråret døde en lille dreng, som jeg havde haft tæt kontakt med på sygehuset. Hans forældre ville gerne, hvis jeg ville komme til hans begravelse som klovn, og det ville jeg gerne. Senere har drengens far fortalt, at vi klovne havde formået at komme ind i de situationer, hvor de ikke kunne trække vejret, og at det havde været som om, vi åbnede vinduet og lukkede den friske luft ind. Det blev jeg meget rørt over, fortæller hun.

Og det er netop styrken i hospitalsklovnenes arbejde, mener hun. 

- Vi har ingen dagsorden, når vi kommer ind på en hospitalsstue. Vi skal fornemme rummet og de behov, der er, og nogle gange er det at vi skal sidde stille og vente som en trofast hund i fodenden af sengen på at forknytheden aftager, og andre gange kræver det, at vi tør tage nogle mere dramatiske valg for at ændre en stemning. Jeg plejer at sige, at vi som klovne leder efter sprækker, både hvor lyset kan komme ind ad, og hvor mørket kan sive ud ad. Begge dele er lige vigtigt, for uden de sprækker ender vi som en trykkoger, der eksploderer, siger hun.

Hospitalsklovnen skal være noget for andre
Før hun begyndte på uddannelsen, var hendes største frygt, at hun ville være den dårlig klovn, der ikke selv kunne se hun var dårlig, men det har heldigvis vist sig at være en ubegrundet frygt.

- En af de vigtigste ting som hospitalsklovn er, at du kan tage dit ego helt ud af ligningen, når du går på arbejde. Hospitalsklovnen er aldrig hovedpersonen – vi er en sanselig funktion til gavn for andre, og det er der også noget meget befriende i, siger hun.

- Vi breder vores hjælp og tilstedeværelse ud i rummet til dem, der har brug for det, uanset om det er det syge barn eller morfaren ovre i hjørnet, som har lidt svært ved at kapere det hele, siger hun.

 

 



3 gode grunde til at støtte allerede i dag

  1. Vi når halvdelen af alle indlagte børn.
  2. Hjælp os med at nå flere.
  3. Spred glæde blandt sygdomsramte børn i hele landet.